Home interiør Fire tips til et ryddeligt hjem

Fire tips til et ryddeligt hjem

af Steen Christensen

Du har sikkert hørt det før: et rodet hjem giver et rodet sind. Og måske kan du nikke genkendende til, at du føler dig mest afslappet, når der ikke er en masse rod omkring dig, som du hele tiden tænker over at skulle få styr på. Et ryddeligt hjem kommer ikke af sig selv, og måske virker det som en uoverskuelig opgave at give dit hjem en makeover. Men det behøver hverken kræve meget energi eller et stort budget.

Med fire enkle tips kan du nemlig nemt få styr på hjemmet, så der ikke er rodet, selvom du føler, at du lige har ryddet op. Artiklen er skrevet i samarbejde med husmagasinet.dk, der giver dig inspiration til alt i hjemmet – både ude og inde. Her finder du artikler med tips og tricks til indretning, møbler, nips, farver og meget andet.

Vi guider dig til et roligt og afslappet sind ved hjælp af vores nemme tips til et ryddeligt hjem. Husk, at det er ikke noget, der behøver tage lang tid eller koste mange penge – du kan altid tilpasse tipsene, efter hvad du har tid, penge og lyst til.

1) Ryd ud i dine ting

Det første tip er for nogle også det mest uoverskuelige – og måske kedelige. Du skal nemlig til at rydde op. En god, gammeldags oprydning, hvor du gennemgår det ene rum efter det andet og sorterer fra. Det er nemt at komme til at samle på alt muligt, som du ikke bruger og som hverken har affektionsværdi eller nogen anden form for værdi. Giv alt det pæne, velholdte, værdifulde og brugbare til genbrugsforretninger og andre gode formål og smid resten ud.

Spørg dig selv, om du bruger alle ti glasvaser i bryggersskabet, og om du virkelig behøver at gemme hele din DVD-samling, når du betaler flere hundrede kroner om måneden for streamingabonnementer. Ryd ud i dit garderobeskab. Strømper, undertøj, T-shirts, overtøj og sneakers – det hele skal tjekkes igennem. Prøv det hele og smid det ud, der ikke passer, er slidt eller som du ikke kan huske, hvornår du sidst har brugt.

Kig papirer igennem for gamle regninger, breve og fødselsdagskort, og organiser det i praktiske mapper eller smid det ud. Papir er ofte noget af det, vi har liggende i en bunke på skrivebordet i årevis uden at tage os af, hvor det kommer fra, og om det overhovedet er nødvendigt at gemme.

2) Vælg smarte opbevaringsløsninger

Den nemmeste måde at holde orden på er at investere i smarte opbevaringsløsninger. Det er noget, du kan få glæde af i alle rum. I køkkenet kan du inddele skuffer i mindre rum, så det er nemt at adskille måleskeer fra piskeris og små rivejern fra grydeskeer.

I badeværelset kan du gøre det samme i skuffer og skabe, så det er nemt at skelne mellem for eksempel makeup, cremer, manicure- og pedicuresæt, vaskeklude, små og store håndklæder og vatrondeller. Sæt mærkater på kurve og kasser, så det er nemt at finde lige det, du har brug for – og undgå at sortere i ”diverse”. Det er altid nemt at smide ting i en diverse-kasse, men det er sjældent nemt at finde dem igen.

3) Sørg for tilstrækkelig plads til tøj og sko

Huer, handsker og halstørklæder kommer ofte til at ligge og flyde i entreen, mens skabe og skuffer er ved at sprænges af gammelt sengetøj, bælter, enlige sokker, osv. Derfor bør du sørge for, at du har plads nok i både entreen og garderobeskabet.

Gå efter ikke at have mere tøj, end du har plads til og brug hylder, så du altid kan se alt, hvad du har. Har du skuffer, bør du folde og opbevare dit tøj vertikalt, så du ikke har bunker med tøj nederst i skuffen, som du glemmer at bruge.

Opbevar overtøj, tøj og sko, som du ikke bruger, på loftet, i garagen, i kælderen eller hvor du har plads – for eksempel vintertøj om sommeren, sandaler om vinteren og ferieting som skitøj og weekendtasker. Så fylder det ikke, hvor du har brug for plads til hverdagstingene.

4) Lav et shoppingsystem

For at undgå mere rod bør du lave et shoppingsystem for dig selv. Køber du en ny trøje, giver du et stykke tøj fra skabet til genbrug. Det gælder for alt i hjemmet, som du ikke nødvendigvis har brug for, men lige falder for, når du er på tur i butikker – pyntepuder, skåle, makeup, tasker, lysestager osv.

Andre gode shoppingvaner er at sætte regler for, hvornår du må købe tøj, hvornår du må købe ting til hjemmet osv. Du kan også lægge et budget, så du ved, hvor mange penge du må købe ting for, som du ikke har brug for i hverdagen – det vil sige indkøb ud over mad, hygiejneting og lignende.